Den mægtige og prægtige Kong Oscar Fjord ligger mellem 72 og 73 grader nord i den sydlige del af den fantastiske nordøstgrønlandske nationalpark. Fjorden er omtrent 150 km lang og visse steder mere end 20 km bred. Dertil kommer dens mange sideforgreninger. Denne bog giver i billeder og ord nogle personlige indtryk af de forskellige egne, landskaber og bebyggelser i denne region.
Nationalparken i Nordøstgrønland rummer en helt enestående uberørt skønhed og storslåethed. Området har også en unik historie, der på flere områder har haft afgørende indflydelse på situationen i dag, ikke blot lokalt og for Grønland, men også for hele Rigsfællesskabet og endda globalt.
«KONG OSCAR FJORD» er den første bog i en ny serie under fællesbetegnelsen: ”På opdagelse i Nordøstgrønland / Discovering North-East Greenland».
Bogserien er for alle, som måtte ønske at få kendskab til den enestående nordøstgrønlandske natur og områdets historie. Bogserien vil også være et udmærket visuelt supplement til bogen «Nordøstgrønland 1908-60. Fangstmandsperioden – og dens spor i dag» (2019).